Hovedkilden til stednavnene i DigDag-databasen er en digitaliseret udgave af bogværket Danmarks Stednavne, som er under løbende udgivelse siden 1922. Da bogudgivelsen endnu ikke dækker hele Danmarks areal, er databasen suppleret med navnedata som er mindre 'komplette' og udtømmende end bogudgivelsens – bl.a. i form af en slags forarbejder til udgivelsen.

Navnedata i DigDag er således en dynamisk størrelse, eftersom der løbende arbejdes videre på at gøre dem bedre og mere udtømmende. Blandt andet vil der løbende blive tilføjet tolkninger til de navne, som endnu ikke er udgivet i bogform, og der vil også løbende blive arbejdet på at udradere de mærkværdigheder, som følger af en digitalisering af et trykt værk – eksempelvis sidehenvisninger og henvisninger til trykte registre.

Hvilke typer data findes i hvilke dele af landet?Udgivet-beb-og-natur-250px

Bogværket Danmarks Stednavne dækker ca. 2/3 af landets areal og medtager alle bebyggelsesnavne – plus et varierende antal naturnavne fra område til område. Under hvert navn finder man de kendte ældre stavemåder af navnet, plus så vidt muligt en tolkning af navnet.

Den redaktionelle praksis har varieret over årene siden 1922, og hvilke typer af stednavne, der har været medtaget i hvilke dele af landet, fremgår af Figur 1 (klik på billedet for at se en større version).

• I de gule områder er kun bebyggelsesnavne (og visse typer urbane navne) medtaget.
• I de brune områder er der medtaget et mindre udvalg af naturnavne, typisk de mest prominente.
• I de grønne områder er der medtaget alle kendte naturnavne, deriblandt de marknavne som er kendt fra forarbejderne til Christian V's matrikel fra 1688, og navne som er optegnet af præster, skolelærere og sprogforskere i starten af 1900-tallet.

De hvide områder er pr. september 2012 (endnu) ikke udgivet i Danmarks Stednavne, og DigDags stednavnedata omfatter i disse områder kun bebyggelsesnavne og deres kendte historiske former – men ingen tolkning af navnene.

Hvornår er hvilke områder udgivet i bogform?Oversigt-over-DS-bind-250px

Som andre videnskabsgrene udvikler navneforskningen sig over tid, og som tommelfingerregel kan man godt regne med, at artiklerne fra de nyere bind af bogværket er noget grundigere og mere udtømmende end artikler fra de ældre bind, ikke mindst hvad angår tolkningen af navnenes betydning.

Progressionen i den geografiske dækning af landet er dog ikke umiddelbart logisk, og Figur 2 viser, hvilke områder der er udgivet i hvilke bind (klik på billedet for at se en større version).

En oversigt med titel og udgivelsesår kan ses her nedenfor. Bemærk, at serien rent geografisk er ordnet efter den administrative inddeling af landet, som var gældende, da serien blev påbegyndt i 1922 – altså den amtslige inddeling, som var gældende fra indlemmelsen af Sønderjylland i 1920 og til den store kommunalreform i 1970.

  • Bind 1 Samsøs Stednavne. 1922.
  • Bind 2 Frederiksborg Amts Stednavne. 1929.
  • Bind 3-7 Sønderjyske Stednavne I-V. 1933-44.
  • Bind 8 Vejle Amts Stednavne. 1944.
  • Bind 9 Viborg Amts Stednavne. 1948.
  • Bind 10 Bornholms Stednavne. 1951.
  • Bind 11 Maribo Amts Stednavne. Ved Anders Bjerrum og Christian Lisse. 1954.
  • Bind 12 Stednavne i Århus og Skanderborg Amter. Ved Anders Bjerrum og Christian Lisse. 1964.
  • Bind 13 Svendborg Amts Bebyggelsesnavne. Ved John Kousgård Sørensen. 1958.
  • Bind 14 Odense Amts Bebyggelsesnavne. Ved John Kousgård Sørensen. 1969.
  • Bind 15 Svendborg Amts Naturnavne I. Sunds Herred. Ved Birte Hjorth Pedersen og Inge Wohlert. 1970.
  • Bind 16 Stednavne i Præstø Amt. Ved Lis Weise. 1975.
  • Bind 17,1 Stednavne i Ringkøbing Amt. 1. halvbind. Ved Gordon Albøge. 1976.
  • Bind 17,2-1 Stednavne i Ringkøbing Amt. 2. halvbind, 1. hæfte. Ved Gordon Albøge. 1981.
  • Bind 17,2-2 Stednavne i Ringkøbing Amt. 2. halvbind, 2. hæfte. Ved Gordon Albøge. 1984.
  • Bind 18,1 Randers Amts Stednavne. Galten Herred. Ved Kristian Hald. 1976.
  • Bind 18,2 Randers Amts Stednavne 2. Rougsø Herred. Ved Kristian Hald. 1980.
  • Bind 19 Stednavne i Københavns Amt. Smørum Herred. Sydlige del. Ved Bent Jørgensen. 1988.
  • Bind 20 Stednavne i Københavns Amt. Smørum Herred. Nordlige del. Ved Bent Jørgensen. 1990.
  • Bind 21 Stednavne i Hanherred. Ved Gordon Albøge. 1991.
  • Bind 22 Stednavne i København og Københavns Amt. Sokkelund Herred. Amager og Saltholm. Ved Bent Jørgensen. 1995.
  • Bind 23 Stednavne i Vestsjællands Amt. Sorø, Ringsted, Alsted Herred, Ringsted Herred. Ved Bent Jørgensen. 1997.
  • Bind 24 Stednavne i Vestsjællands Amt. Slagelse, Korsør, Skælskør, Slagelse Herred, Vester Flakkebjerg Herred, Øster Flakkebjerg Herred (med dele i Storstrøms Amt). Ved Bent Jørgensen. 2001.
  • Bind 25 Stednavne i København og Københavns Amt. Sokkelund Herred. Sjællandsdelen. Ved Bent Jørgensen. 2006.